Et rent stykke papir
Interview med forfatter Adam Drewes om hans nye montageroman Christian Eriksens fald. Om fællesskaber, samlingspunkter, syndebukke og landsholdet.
For
snart tre år siden fik Christian Eriksen hjertestop en
juniaften i Parken. Det er et af de
øjeblikke, hvor alle husker, hvad de lavede. Det man i psykologien
kalder blitzerindringer. Et
tidspunkt, der står lysende klart for hele
befolkningen, et brændemærke i den kollektive hukommelse som 9/11,
Prinsesse Dianas død og mordet på John F. Kennedy.
Christian Eriksens fald var sådan en overrumplende nyhed, som gik hen og blev det mest omtalte øjeblik i dansk sportshistorie. I den første uge efter faldet blev danskeren nævnt mere end 6.000 gange alene i de danske medier, og 122 millioner interaktioner på de sociale medier handlede om landsholdsspilleren. I Christian Eriksens fald (Forlaget Kronstork, 2024) har forfatter Adam Drewes samlet knap 600 citater om alt det, medierne skrev og sagde i tiden efter midtbanespillerens kollaps og sat det sammen til en montageroman, som undersøger hændelsen og den offentlige samtale rundt om den.
Den 12. juni 2021 klokken 18:42 sad Adam Drewes derhjemme for sig selv og så fjernsyn. Pandemien var ved at slippe sit tag, og Europamesterskabet var ved at tage fat.
På denne sommeraften, hvor landet skulle samles igen og fællesskabet forløses, faldt vores stjerne til jorden. Der var spillet 42 minutter og 11 sekunder af Danmark-Finland, da kampen blev midlertidigt afbrudt.
Fra det øjeblik syntes alle at samle sig om landsholdet, og medierne begyndte at tale om en genopblomstring af den nationale fællesskabsfølelse. Adam Drewes fik også øje på, at danskerne havde fundet noget nyt at samles om. Han havde lige udgivet langdigtet Kim Larsen? (Cris & Guldmann, 2021) om fællesskabets død. Danmarks nyfundne sammenhængskraft gav ham lyst til at undersøge: »Hvordan en enkelt mands kollaps blev en hel nations genoprejsning«.
Sådan lyder undertitlen på Christian Eriksens fald og tro mod konceptet er spørgsmålet et citat fra medierne. Netop bogens konceptuelle udformning er noget af det første, det falder mig ind at spørge Adam Drewes om, da vi mødes.
Anmelderne har kaldt genren for postproduktiv litteratur, en readymade, litterær sampling, avisklip. Du kalder det selv for en montageroman. Hvorfor?
Det er fordi, jeg gerne vil pege på dramaet, der er struktureret som en roman eller et Hollywood-drama med helte og skurke. Der er en hovedperson, en række bipersoner og et kæmpe drama, som alle så efterfølgende prøver at forklare. Jeg overvejede også at kalde det et digt. Det ville de konceptuelle amerikanske digtere, jeg er inspireret af, nok gøre, men jeg synes alligevel, at sproget var for langt fra poesien. Montageromanen stammer tilbage fra avantgarden og er typisk et værk, som sampler alle mulige forskellige medier og genrer, som for eksempel Berlin Alexanderplatz af Alfred Döblin.
Hvordan blev indholdet definerende for genrevalget?
Det er en undersøgelse af den fortælling, som samlet set blev fortalt i medierne. Det er det, det handler om. Min idé har aldrig været at lave et syret digt over det her. Jeg kunne også have fjernet slutnoterne og henvisningerne, og så havde jeg sparet mig selv for en helvedes masse arbejde. Men jeg ville gerne beholde det sande. Jeg undersøger det her gravalvorligt og prøver at fremlægge, hvad der blev skrevet – som et mediehistorisk og ikke mindst et nationalhistorisk dokument. Kronjuvelerne.
Hvad var din metodiske fremgangsmåde?
Det er en fabrikshemmelighed. Det kan jeg ikke afsløre. Men jeg kan sige så meget som, at jeg har gjort det på den gammeldags facon. Jeg søgte på Christian Eriksen inde i aviserne, og så samlede jeg alle artiklerne, jeg kunne finde på Berlingske i ét Word-dokument og alle dem fra Jyllands-Posten i et andet og så videre. Det fik jeg nogle lange og kaotiske Word-dokumenter ud af, som jeg printede og gik i gang med at læse igennem.
Hvor mange artikler har du gennemlæst?
Mange, rigtig mange. 2.000 artikler måske. Måske mere. 3.000? Jeg ved det ikke. Senere tog jeg et kursus på samfundsvidenskab, hvor de laver kvalitative analyser af tekster. Og der fik jeg så et program, hvor jeg kunne føre noget tekst igennem og faktisk nå frem til det samme. Jeg kunne have gjort det meget nemmere for mig selv.
Christian Eriksens fald var sådan en overrumplende nyhed, som gik hen og blev det mest omtalte øjeblik i dansk sportshistorie. I den første uge efter faldet blev danskeren nævnt mere end 6.000 gange alene i de danske medier, og 122 millioner interaktioner på de sociale medier handlede om landsholdsspilleren. I Christian Eriksens fald (Forlaget Kronstork, 2024) har forfatter Adam Drewes samlet knap 600 citater om alt det, medierne skrev og sagde i tiden efter midtbanespillerens kollaps og sat det sammen til en montageroman, som undersøger hændelsen og den offentlige samtale rundt om den.
Den 12. juni 2021 klokken 18:42 sad Adam Drewes derhjemme for sig selv og så fjernsyn. Pandemien var ved at slippe sit tag, og Europamesterskabet var ved at tage fat.
På denne sommeraften, hvor landet skulle samles igen og fællesskabet forløses, faldt vores stjerne til jorden. Der var spillet 42 minutter og 11 sekunder af Danmark-Finland, da kampen blev midlertidigt afbrudt.
Fra det øjeblik syntes alle at samle sig om landsholdet, og medierne begyndte at tale om en genopblomstring af den nationale fællesskabsfølelse. Adam Drewes fik også øje på, at danskerne havde fundet noget nyt at samles om. Han havde lige udgivet langdigtet Kim Larsen? (Cris & Guldmann, 2021) om fællesskabets død. Danmarks nyfundne sammenhængskraft gav ham lyst til at undersøge: »Hvordan en enkelt mands kollaps blev en hel nations genoprejsning«.
Sådan lyder undertitlen på Christian Eriksens fald og tro mod konceptet er spørgsmålet et citat fra medierne. Netop bogens konceptuelle udformning er noget af det første, det falder mig ind at spørge Adam Drewes om, da vi mødes.
Anmelderne har kaldt genren for postproduktiv litteratur, en readymade, litterær sampling, avisklip. Du kalder det selv for en montageroman. Hvorfor?
Det er fordi, jeg gerne vil pege på dramaet, der er struktureret som en roman eller et Hollywood-drama med helte og skurke. Der er en hovedperson, en række bipersoner og et kæmpe drama, som alle så efterfølgende prøver at forklare. Jeg overvejede også at kalde det et digt. Det ville de konceptuelle amerikanske digtere, jeg er inspireret af, nok gøre, men jeg synes alligevel, at sproget var for langt fra poesien. Montageromanen stammer tilbage fra avantgarden og er typisk et værk, som sampler alle mulige forskellige medier og genrer, som for eksempel Berlin Alexanderplatz af Alfred Döblin.
Hvordan blev indholdet definerende for genrevalget?
Det er en undersøgelse af den fortælling, som samlet set blev fortalt i medierne. Det er det, det handler om. Min idé har aldrig været at lave et syret digt over det her. Jeg kunne også have fjernet slutnoterne og henvisningerne, og så havde jeg sparet mig selv for en helvedes masse arbejde. Men jeg ville gerne beholde det sande. Jeg undersøger det her gravalvorligt og prøver at fremlægge, hvad der blev skrevet – som et mediehistorisk og ikke mindst et nationalhistorisk dokument. Kronjuvelerne.
Hvad var din metodiske fremgangsmåde?
Det er en fabrikshemmelighed. Det kan jeg ikke afsløre. Men jeg kan sige så meget som, at jeg har gjort det på den gammeldags facon. Jeg søgte på Christian Eriksen inde i aviserne, og så samlede jeg alle artiklerne, jeg kunne finde på Berlingske i ét Word-dokument og alle dem fra Jyllands-Posten i et andet og så videre. Det fik jeg nogle lange og kaotiske Word-dokumenter ud af, som jeg printede og gik i gang med at læse igennem.
Hvor mange artikler har du gennemlæst?
Mange, rigtig mange. 2.000 artikler måske. Måske mere. 3.000? Jeg ved det ikke. Senere tog jeg et kursus på samfundsvidenskab, hvor de laver kvalitative analyser af tekster. Og der fik jeg så et program, hvor jeg kunne føre noget tekst igennem og faktisk nå frem til det samme. Jeg kunne have gjort det meget nemmere for mig selv.
»Jeg forestiller mig, at når Jorden går under, så er det også sådan, kommenteringen vil lyde: Nu er Valby tabt, der er ikke noget passende musik, så vi tager noget generisk popmusik!«
Bogen er inddelt i syv kapitler
med indkapslende overskrifter som »Helten falder«, »Dødsensstille i Parken«,
»Ringen« og »Fodbolden blev ligegyldig«. Hvordan fandt du frem til de syv tematiske spor?
Da jeg læste alle artiklerne, kunne jeg se, at der var nogle nøgleord og tematikker, som blev ved med at gå igen. Alle skriver selvfølgelig om hans fald og om stilheden i Parken. Og så beskriver alle, hvordan fodbolden føles meningsløs. Og så blev det tilfældigvis til syv kapitler, og det er et perfekt tal. Alle store værker bruger syv, det er sådan en flot komposition. Hvem er det nu – er det Beethoven eller Bach, som også bruger det?
Det aner jeg ikke. Første afsnit adskiller sig ret meget fra de andre kapitler ved at være en lang transskription af en P3-livetransmission fra Danmark-Finland. Hvorfor har du valgt at lade denne del stå uberørt?
Jeg synes det afsnit er et af de stærkeste i bogen. Det er det mest læsevenlige og dramatiske stykke. De her rådvilde radioværter, der sidder og er helt fortabt. Hvordan skal de håndtere dødsfaldet? De træder vande på den vildeste måde og gentager sig selv. Igen og igen og igen.
Ja, og da alvoren går op for P3-værterne, så siger de ud i æteren: »Vi øh … vi ta’r noget musik … der er ikke noget passende, øhm … så vi ta’r noget generisk popmusik og vender tilbage, når tiden er rigtig til … Parken.«
Det er sjovt, at P3 siger det. Hvordan kan en P3-vært sige det? Det er P3s essens, og så siger han det eksplicit: »Vi tager noget generisk popmusik«. Jeg forestiller mig, at når Jorden går under, så er det også sådan, kommenteringen vil lyde: »Nu er Valby tabt, der er ikke noget passende musik, så vi tager noget generisk popmusik!«
Du har beskæftiget dig indgående med sportsjournalisternes sprog de sidste to år. Hvordan er din vurdering af deres færdigheder?
Jeg kan i hvert fald sige, at hvis der er noget, jeg ikke ønsker, så er det at pege fingre ad sportsjournalisterne og sige, at den måde, de skriver tingene på, er latterlig. Jeg er digter og har brugt to år på at skrive – eller rettere kuratere – den her bog, hvorimod de bliver kastet ud i det: En mand dør for øjnene af dig, skriv noget om det, det skal sendes ud om en time! Det er en vild præmis at arbejde ud fra. Jeg har stor respekt for deres arbejde.
Her er et eksempel fra bogen, hvor syv kilder – fra Ekstra Bladet til TV 2 – beskriver faldet:
»Christian Eriksen kollapsede.«
»Christian Eriksen faldt pludselig om.«
»Den danske landsholdskreatør kollapsede pludselig på grønsværen.«
»faldt pludselig om på Finlands banehalvdel.«
»kollapsede kort før pausen.«
»faldt om sidst i 1. Halvleg for øjnene af en hel fodboldverden.«
»Knap tre minutter før pausen kollapsede Eriksen på banen, og her blev han liggende, mens han modtog hjertebehandling.«
Når jeg ser citaterne stillet op på denne måde, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at der kunne være tale om plagiat. Har du haft en fornemmelse af, at journalisterne har set hinanden over skulderen?
Ja, totalt. Der er jo nogen, der kommer først. Ritzau er et af de medier, der leverer fundamentet, og så bliver det støbt om forskellige steder. Nu til dags går alting sindssygt hurtigt på redaktionerne, og så bliver det lettere omskrivninger. Det ved man jo også selv, hvis man skal skrive et eller andet, så læser man også lige, hvad der er blevet skrevet. Sådan tror jeg, vi hele tiden har en kollektiv produktion af viden og tekst, hvor vi bygger videre på hinanden. Det er også sådan, at fortællingen bliver til, vi gentager os selv for at bekræfte noget.
Det bliver enormt redundant i den opsætning. Man kan se, at det er noget, du har besluttet dig for – et kuratorisk valg. Hvad ønsker du at fremhæve ved at sætte citaterne op på denne måde?
Jeg ville gøre det tilgængeligt og lægge det frem som en analyse. Det er den her måde, det beskrives på. Og så vil jeg se, hvordan det ser ud. Jeg er digter nok til at vide, at poesi fungerer rigtig godt med gentagelser, ligesom musik. Det er både undersøgende og helt koldt registrerende. Men så er det også poesi, særligt i gentagelserne. Det er der, at værket står og flimrer mellem at være roman og digt.
Gentagelsen lader til at effektuere fortællingen. Hvor vigtig tror du repetitionen i medierne er for den kollektive erindring?
Det er sådan, sandheder etableres. Det er derfor, at en bjørnetjeneste lige pludselig kan betyde to ting. Det er fordi, at der er nok, der gentager det, så bliver det en sandhed. Vi elsker overskrifter og fortællinger, som meget hurtigt kan afkodes eller genfortælles.
Floskler om holdånd og fællesskab udgør vel også en del af det let afkodelige. Hvordan var det for dig at arbejde med et klichefyldt sprog?
Jeg har det meget dobbelt med det. På den ene side, synes jeg, det er alt for meget med flosklerne og klichéerne. Og på den anden side elsker jeg den patos, der er i det hele, og jeg elsker den højtsvungne, religiøse læsning af det. Den der formegethed, hvor man tillader sig at være enorm svulstig i sproget og fremstille alt som sandheder. Men jeg kan også godt se det som et tomt sprog.
En Politiken-journalist står citeret for at skrive: »Alt, hvad der kan skrives om Christian Eriksen, om død og opstandelse, om folkets og fodboldverdenens kærlighed, om sammenhold og nationalt fællesskab og fodboldspillets kraft og flagets blafren – ja, alt det er skrevet. (…) Og det har været på sin plads. Det hele.« Har mediernes måde at italesætte hændelsen været på sin plads?
Det har det jo nok ikke. Men jeg har bare lyst til at svare ja. Det hele har været på sin plads. Og det hele har været doseret perfekt. Det er journalisten, der roser sig selv, og alt hvad han har skrevet om hele forløbet. Og så tager jeg det og gør det til min egen konklusion. Der er jo noget belejligt ved at kunne sige, at det var præcis sådan, det skulle være. På den ene side er det sandt, og på den anden side er det latterligt.
Det var mange som benyttede krisen til at bringe deres egen agenda til fortællingen. Hvordan ønsker du at blande dig i den offentlige samtale?
For mig var det en måde at holde et spejl op foran samfundet eller journalisterne og meningsdannerne og vise, hvordan Eriksens fald blev en projektionsflade for vores nationale selvforståelse. Jeg ville vise folk, hvad det er, de egentlig siger, hvordan de siger det og i hvilken anledning. Og der bliver nogle taget med bukserne nede, mens andre siger noget sandt og klogt. Den offentlige samtale handler om værdier, og sporten bliver en anledning til at tale om dem.
Det kom for eksempel til udtryk, da Hjulmand og landsholdet blev eksponent for den nye maskuline følsomhed, hvor mænd pludseligt kunne græde og vise deres sårbarhed foran andre. Var det en tidstypisk tolkning, som medierne påduttede dem, eller har det haft en blivende effekt?
Det ved jeg ikke. Men jeg kan i hvert fald sige, at det var det i den periode, og vi snakkede meget om følelser, og det gør vi stadigvæk. Man har ikke talt om følsomhed i fodbold på samme måde før. Og hvis man læser, hvad der bliver skrevet rundt omkring i aviserne i dag, så handler det meget om maskulinitet og følsomhed, om at manderollen er i krise, og at de unge mænd søger mod Andrew Tate. De kunne bare vende sig mod Kasper Hjulmand, han rummede både følsomheden og den traditionelt maskuline lederrolle.
Hvorfor tror du, at Hjulmand og spillerne blev bannerfører for den følsomme maskulinitet?
Det er jo nok noget, der har ligget i tiden, og så er Hjulmand jo sådan en type, der altid har fokuseret meget på at give plads i sporten. Han fik så pludselig en anledning til at vise det, hvilket nok bare er to tandhjul, der glider ind i hinanden. Eller måske var det nogle andre, der læste det ud af ham.
Blev følelserne pustet op af skribenterne?
Når man tager et isoleret citat et eller andet sted fra, og læser om følelserne, så er det jo umiddelbart alt for meget. Men hvis du får hele dramaet med fra Eriksen falder, så er det jo indlysende, at journalisterne også bliver følelsesmæssigt involveret. Der er en mand, der lige er død. Det er ekstremt.
Da jeg læste alle artiklerne, kunne jeg se, at der var nogle nøgleord og tematikker, som blev ved med at gå igen. Alle skriver selvfølgelig om hans fald og om stilheden i Parken. Og så beskriver alle, hvordan fodbolden føles meningsløs. Og så blev det tilfældigvis til syv kapitler, og det er et perfekt tal. Alle store værker bruger syv, det er sådan en flot komposition. Hvem er det nu – er det Beethoven eller Bach, som også bruger det?
Det aner jeg ikke. Første afsnit adskiller sig ret meget fra de andre kapitler ved at være en lang transskription af en P3-livetransmission fra Danmark-Finland. Hvorfor har du valgt at lade denne del stå uberørt?
Jeg synes det afsnit er et af de stærkeste i bogen. Det er det mest læsevenlige og dramatiske stykke. De her rådvilde radioværter, der sidder og er helt fortabt. Hvordan skal de håndtere dødsfaldet? De træder vande på den vildeste måde og gentager sig selv. Igen og igen og igen.
Ja, og da alvoren går op for P3-værterne, så siger de ud i æteren: »Vi øh … vi ta’r noget musik … der er ikke noget passende, øhm … så vi ta’r noget generisk popmusik og vender tilbage, når tiden er rigtig til … Parken.«
Det er sjovt, at P3 siger det. Hvordan kan en P3-vært sige det? Det er P3s essens, og så siger han det eksplicit: »Vi tager noget generisk popmusik«. Jeg forestiller mig, at når Jorden går under, så er det også sådan, kommenteringen vil lyde: »Nu er Valby tabt, der er ikke noget passende musik, så vi tager noget generisk popmusik!«
Du har beskæftiget dig indgående med sportsjournalisternes sprog de sidste to år. Hvordan er din vurdering af deres færdigheder?
Jeg kan i hvert fald sige, at hvis der er noget, jeg ikke ønsker, så er det at pege fingre ad sportsjournalisterne og sige, at den måde, de skriver tingene på, er latterlig. Jeg er digter og har brugt to år på at skrive – eller rettere kuratere – den her bog, hvorimod de bliver kastet ud i det: En mand dør for øjnene af dig, skriv noget om det, det skal sendes ud om en time! Det er en vild præmis at arbejde ud fra. Jeg har stor respekt for deres arbejde.
Her er et eksempel fra bogen, hvor syv kilder – fra Ekstra Bladet til TV 2 – beskriver faldet:
»Christian Eriksen kollapsede.«
»Christian Eriksen faldt pludselig om.«
»Den danske landsholdskreatør kollapsede pludselig på grønsværen.«
»faldt pludselig om på Finlands banehalvdel.«
»kollapsede kort før pausen.«
»faldt om sidst i 1. Halvleg for øjnene af en hel fodboldverden.«
»Knap tre minutter før pausen kollapsede Eriksen på banen, og her blev han liggende, mens han modtog hjertebehandling.«
Når jeg ser citaterne stillet op på denne måde, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at der kunne være tale om plagiat. Har du haft en fornemmelse af, at journalisterne har set hinanden over skulderen?
Ja, totalt. Der er jo nogen, der kommer først. Ritzau er et af de medier, der leverer fundamentet, og så bliver det støbt om forskellige steder. Nu til dags går alting sindssygt hurtigt på redaktionerne, og så bliver det lettere omskrivninger. Det ved man jo også selv, hvis man skal skrive et eller andet, så læser man også lige, hvad der er blevet skrevet. Sådan tror jeg, vi hele tiden har en kollektiv produktion af viden og tekst, hvor vi bygger videre på hinanden. Det er også sådan, at fortællingen bliver til, vi gentager os selv for at bekræfte noget.
Det bliver enormt redundant i den opsætning. Man kan se, at det er noget, du har besluttet dig for – et kuratorisk valg. Hvad ønsker du at fremhæve ved at sætte citaterne op på denne måde?
Jeg ville gøre det tilgængeligt og lægge det frem som en analyse. Det er den her måde, det beskrives på. Og så vil jeg se, hvordan det ser ud. Jeg er digter nok til at vide, at poesi fungerer rigtig godt med gentagelser, ligesom musik. Det er både undersøgende og helt koldt registrerende. Men så er det også poesi, særligt i gentagelserne. Det er der, at værket står og flimrer mellem at være roman og digt.
Gentagelsen lader til at effektuere fortællingen. Hvor vigtig tror du repetitionen i medierne er for den kollektive erindring?
Det er sådan, sandheder etableres. Det er derfor, at en bjørnetjeneste lige pludselig kan betyde to ting. Det er fordi, at der er nok, der gentager det, så bliver det en sandhed. Vi elsker overskrifter og fortællinger, som meget hurtigt kan afkodes eller genfortælles.
Floskler om holdånd og fællesskab udgør vel også en del af det let afkodelige. Hvordan var det for dig at arbejde med et klichefyldt sprog?
Jeg har det meget dobbelt med det. På den ene side, synes jeg, det er alt for meget med flosklerne og klichéerne. Og på den anden side elsker jeg den patos, der er i det hele, og jeg elsker den højtsvungne, religiøse læsning af det. Den der formegethed, hvor man tillader sig at være enorm svulstig i sproget og fremstille alt som sandheder. Men jeg kan også godt se det som et tomt sprog.
En Politiken-journalist står citeret for at skrive: »Alt, hvad der kan skrives om Christian Eriksen, om død og opstandelse, om folkets og fodboldverdenens kærlighed, om sammenhold og nationalt fællesskab og fodboldspillets kraft og flagets blafren – ja, alt det er skrevet. (…) Og det har været på sin plads. Det hele.« Har mediernes måde at italesætte hændelsen været på sin plads?
Det har det jo nok ikke. Men jeg har bare lyst til at svare ja. Det hele har været på sin plads. Og det hele har været doseret perfekt. Det er journalisten, der roser sig selv, og alt hvad han har skrevet om hele forløbet. Og så tager jeg det og gør det til min egen konklusion. Der er jo noget belejligt ved at kunne sige, at det var præcis sådan, det skulle være. På den ene side er det sandt, og på den anden side er det latterligt.
Det var mange som benyttede krisen til at bringe deres egen agenda til fortællingen. Hvordan ønsker du at blande dig i den offentlige samtale?
For mig var det en måde at holde et spejl op foran samfundet eller journalisterne og meningsdannerne og vise, hvordan Eriksens fald blev en projektionsflade for vores nationale selvforståelse. Jeg ville vise folk, hvad det er, de egentlig siger, hvordan de siger det og i hvilken anledning. Og der bliver nogle taget med bukserne nede, mens andre siger noget sandt og klogt. Den offentlige samtale handler om værdier, og sporten bliver en anledning til at tale om dem.
Det kom for eksempel til udtryk, da Hjulmand og landsholdet blev eksponent for den nye maskuline følsomhed, hvor mænd pludseligt kunne græde og vise deres sårbarhed foran andre. Var det en tidstypisk tolkning, som medierne påduttede dem, eller har det haft en blivende effekt?
Det ved jeg ikke. Men jeg kan i hvert fald sige, at det var det i den periode, og vi snakkede meget om følelser, og det gør vi stadigvæk. Man har ikke talt om følsomhed i fodbold på samme måde før. Og hvis man læser, hvad der bliver skrevet rundt omkring i aviserne i dag, så handler det meget om maskulinitet og følsomhed, om at manderollen er i krise, og at de unge mænd søger mod Andrew Tate. De kunne bare vende sig mod Kasper Hjulmand, han rummede både følsomheden og den traditionelt maskuline lederrolle.
Hvorfor tror du, at Hjulmand og spillerne blev bannerfører for den følsomme maskulinitet?
Det er jo nok noget, der har ligget i tiden, og så er Hjulmand jo sådan en type, der altid har fokuseret meget på at give plads i sporten. Han fik så pludselig en anledning til at vise det, hvilket nok bare er to tandhjul, der glider ind i hinanden. Eller måske var det nogle andre, der læste det ud af ham.
Blev følelserne pustet op af skribenterne?
Når man tager et isoleret citat et eller andet sted fra, og læser om følelserne, så er det jo umiddelbart alt for meget. Men hvis du får hele dramaet med fra Eriksen falder, så er det jo indlysende, at journalisterne også bliver følelsesmæssigt involveret. Der er en mand, der lige er død. Det er ekstremt.
»En mand dør for øjnene af dig, skriv noget om det, det skal sendes ud om en time! Det er en vild præmis at arbejde ud fra. Jeg har stor respekt for [journalisternes] arbejde.«
Hvordan blev du selv påvirket af
hjertestoppet?
Jeg blev fuldstændig grebet af fodbold i det øjeblik. Men det er først efter, at jeg har beskæftiget mig med det i længere tid, at jeg virkelig blev påvirket af fortællingen, hele dramaturgien, som er det, man bliver rørt af.
Christian Eriksen er en atypisk helt. I dit langdigt ’Kim Larsen?’ fra 2021 synes titelkarakteren at være en langt mere oplagt folkeforfører. Hvordan endte Christian Eriksen med at blive omdrejningspunktet for fællesskabet?
Jeg bruger begge figurer som en prisme, hvorigennem man kan anskue samfundet. Det interessante ved Christian Eriksen er, at han ikke gør noget stort nummer ud af sig selv. Det er ikke Eriksen, der stiller sig op og siger: »Free Palestine!«. Og det er heller ikke Eriksen, der kæmper for, at vi skal have regnbueflag på spillertrøjen. Han koncentrerer sig om spillet. Han bliver aldrig sådan en flabet Preben Elkjær-type. Men han er den perfekte projektionsflade. Og derfor bliver der også læst så meget ind i ham. Han er et rent stykke papir. Og det er selvfølgelig lidt frækt at sige det, for det er han jo ikke, han er et menneske af kød og blod. Men hvis man ser på Christian Eriksen som en karakter i en film, så er han en meget undseelig type – en kontorist, der ordner sine ting og er virkelig god til at få noget fra hånden. Men han lever et meget stille og roligt liv.
Christian Eriksen bliver i fortællingen en døende figur, som overlever i kraft af fællesskabet. Det bliver meget tydeligt i det skuffende efterinterview med Andreas Kraul, at spilleren ikke har lyst til at være dansk fodbolds Jesus. Bidrager du til den her kultiske mytologisering af ham ved at udgive bogen?
Ja, det gør jeg da. Men det er jo ikke noget, jeg finder på, det er derude. Jeg samler det bare og siger, at det religiøse også er et aspekt af vores samfund. Hver eneste efterår tager hele Folketinget ind i Slotskirken for at blive velsignet af Gud, og det er jo stenet. Man tænker, hvad foregår der? Men det foregår jo. Og på den måde er der heller ikke noget fordækt i, at Christian Eriksens fald spejler påsken og genopstandelsens tema.
Det er måske ikke helt tilfældigt, at bogen udkom lige efter højtiden. Christian Eriksen har endnu ikke læst bogen og ved knap nok, at den findes. Kunne du forestille dig at være i hans sted?
Ej, men jeg kan slet ikke holde ud at tænke på det. Jeg vil bare sige, at jeg har den største respekt for ham. Man kan ikke gøre sig begreb om, hvor vildt det må være, at hele verden skriver om en. Og alle folk læser alle mulige fortællinger ind i ens person. Det må være så vildt. Og jeg håber ikke, at han bliver ked af, at bogen findes, men at han føler, at han nu er blevet foreviget. Det bliver han med bogen, som kommer til at stå på Det Kongelige Bibliotek til eftertiden.
Bogens forside afbilder ikke Christian Eriksen, men rundkredsen af spillere, som slår ring omkring ham. Hvad optager dig ved cirklen som symbol?
Siden tidernes morgen har vi samles i en cirkel – fællesskabets ring. Man samles om bålet om aftenen for at sidde og fortælle historier. Det oprindelige folk dansede rundt om en totempæl. Måske gjorde de det ikke, men det er sådan vi forestiller os det. Det er selve samfundets struktur. Det, de danser rundt om, er som regel det, de værner om. Deres værdier stilles i midten, hives op på en piedestal. Det bliver Eriksen i dette tilfælde. Og der opstår en mulighed for at putte alle mulige ting ind på bålet og tegne på det rene stykke papir, som vi talte om. Jeg læser det hele som et ritualistisk drama. Hvad sker der, når stammens helt falder? Hvad gør vi? Vi samles i en urform. I cirklen. Og det er der en eller anden kraft i. Derfor bliver han genoplivet.
Bogen handler ikke kun om fællesskaber. Den handler også om dem, der står udenfor. For eksempel corona-skeptikerne, som prøver at skabe en sammenhæng mellem Eriksens fald og vaccinerne. Hvorfor har du taget deres modfortælling med?
Det bliver for kedeligt med det helt uniforme. Og det er jo heller ikke sådan, det var. For der er altid nogle modstemmer. Og hvis vi skal tale om fællesskab, så skal vi også altid have nogen, vi kan holde udenfor eller pege fingre ad. Der skal være en syndebuk, før vi kan have et fællesskab.
Sommeren 2021 vil blive husket for euforien, de fyldte pladser og genforeningen efter pandemien. I det øjeblik fandtes der en fællesskabsfølelse, som jeg ikke havde oplevet før. Men hvordan er det lige, det går med den og opbakningen til landsholdet i dag?
Det vil vise sig meget snart. Lige nu går det jo ikke så godt med fællesskabet omkring landsholdet. Der bliver råbt meget grimt om både træneren, holdet og Eriksen for den sags skyld. Der er en, der skriver et sted i bogen, at festens fællesskab er flygtigt. Det kender man jo godt, ikke? Når man er til en fest, så kan man opleve en dyb forbindelse med nogen, et slags spontant venskab, og når man så tilfældigt møder dem ugen efter, ved man ikke helt, om man skal hilse på dem.
Hvordan kom det til udtryk gennem landsholdet?
Vi fik genbekræftet vores værdier under EM 2020. Det havde vi brug for. Det er det, hændelsen gjorde for samfundet, for os som nation. Nu behøver vi ikke at sidde i rundkredsen, vi kan gå fra hinanden igen. Men en gang imellem har vi brug for at samles om bålet og kigge hinanden i øjnene og sige, det er det her, vi står for.
Adam Drewes (f. 1974) er forfatter. I 2021 udgav han langdigtet ‘Kim Larsen?’ (Cris & Guldmann). En bog, der udelukkende består af spørgsmål og som bruger denafdøde folkesanger som omdrejningspunkt for en undersøgelse af nutidens fællesskabsfølelse. Med ‘Christian Eriksens fald’ (Forlaget Kronstork) tager han den undersøgelse til nye højder, når han kaster lys over voresfællesskabsfølelse, som den blev italesat i en mediebegivenhed, der efter sigende samlede nationen.
Køb ‘Christian Eriksens fald’ her!
Jeg blev fuldstændig grebet af fodbold i det øjeblik. Men det er først efter, at jeg har beskæftiget mig med det i længere tid, at jeg virkelig blev påvirket af fortællingen, hele dramaturgien, som er det, man bliver rørt af.
Christian Eriksen er en atypisk helt. I dit langdigt ’Kim Larsen?’ fra 2021 synes titelkarakteren at være en langt mere oplagt folkeforfører. Hvordan endte Christian Eriksen med at blive omdrejningspunktet for fællesskabet?
Jeg bruger begge figurer som en prisme, hvorigennem man kan anskue samfundet. Det interessante ved Christian Eriksen er, at han ikke gør noget stort nummer ud af sig selv. Det er ikke Eriksen, der stiller sig op og siger: »Free Palestine!«. Og det er heller ikke Eriksen, der kæmper for, at vi skal have regnbueflag på spillertrøjen. Han koncentrerer sig om spillet. Han bliver aldrig sådan en flabet Preben Elkjær-type. Men han er den perfekte projektionsflade. Og derfor bliver der også læst så meget ind i ham. Han er et rent stykke papir. Og det er selvfølgelig lidt frækt at sige det, for det er han jo ikke, han er et menneske af kød og blod. Men hvis man ser på Christian Eriksen som en karakter i en film, så er han en meget undseelig type – en kontorist, der ordner sine ting og er virkelig god til at få noget fra hånden. Men han lever et meget stille og roligt liv.
Christian Eriksen bliver i fortællingen en døende figur, som overlever i kraft af fællesskabet. Det bliver meget tydeligt i det skuffende efterinterview med Andreas Kraul, at spilleren ikke har lyst til at være dansk fodbolds Jesus. Bidrager du til den her kultiske mytologisering af ham ved at udgive bogen?
Ja, det gør jeg da. Men det er jo ikke noget, jeg finder på, det er derude. Jeg samler det bare og siger, at det religiøse også er et aspekt af vores samfund. Hver eneste efterår tager hele Folketinget ind i Slotskirken for at blive velsignet af Gud, og det er jo stenet. Man tænker, hvad foregår der? Men det foregår jo. Og på den måde er der heller ikke noget fordækt i, at Christian Eriksens fald spejler påsken og genopstandelsens tema.
Det er måske ikke helt tilfældigt, at bogen udkom lige efter højtiden. Christian Eriksen har endnu ikke læst bogen og ved knap nok, at den findes. Kunne du forestille dig at være i hans sted?
Ej, men jeg kan slet ikke holde ud at tænke på det. Jeg vil bare sige, at jeg har den største respekt for ham. Man kan ikke gøre sig begreb om, hvor vildt det må være, at hele verden skriver om en. Og alle folk læser alle mulige fortællinger ind i ens person. Det må være så vildt. Og jeg håber ikke, at han bliver ked af, at bogen findes, men at han føler, at han nu er blevet foreviget. Det bliver han med bogen, som kommer til at stå på Det Kongelige Bibliotek til eftertiden.
Bogens forside afbilder ikke Christian Eriksen, men rundkredsen af spillere, som slår ring omkring ham. Hvad optager dig ved cirklen som symbol?
Siden tidernes morgen har vi samles i en cirkel – fællesskabets ring. Man samles om bålet om aftenen for at sidde og fortælle historier. Det oprindelige folk dansede rundt om en totempæl. Måske gjorde de det ikke, men det er sådan vi forestiller os det. Det er selve samfundets struktur. Det, de danser rundt om, er som regel det, de værner om. Deres værdier stilles i midten, hives op på en piedestal. Det bliver Eriksen i dette tilfælde. Og der opstår en mulighed for at putte alle mulige ting ind på bålet og tegne på det rene stykke papir, som vi talte om. Jeg læser det hele som et ritualistisk drama. Hvad sker der, når stammens helt falder? Hvad gør vi? Vi samles i en urform. I cirklen. Og det er der en eller anden kraft i. Derfor bliver han genoplivet.
Bogen handler ikke kun om fællesskaber. Den handler også om dem, der står udenfor. For eksempel corona-skeptikerne, som prøver at skabe en sammenhæng mellem Eriksens fald og vaccinerne. Hvorfor har du taget deres modfortælling med?
Det bliver for kedeligt med det helt uniforme. Og det er jo heller ikke sådan, det var. For der er altid nogle modstemmer. Og hvis vi skal tale om fællesskab, så skal vi også altid have nogen, vi kan holde udenfor eller pege fingre ad. Der skal være en syndebuk, før vi kan have et fællesskab.
Sommeren 2021 vil blive husket for euforien, de fyldte pladser og genforeningen efter pandemien. I det øjeblik fandtes der en fællesskabsfølelse, som jeg ikke havde oplevet før. Men hvordan er det lige, det går med den og opbakningen til landsholdet i dag?
Det vil vise sig meget snart. Lige nu går det jo ikke så godt med fællesskabet omkring landsholdet. Der bliver råbt meget grimt om både træneren, holdet og Eriksen for den sags skyld. Der er en, der skriver et sted i bogen, at festens fællesskab er flygtigt. Det kender man jo godt, ikke? Når man er til en fest, så kan man opleve en dyb forbindelse med nogen, et slags spontant venskab, og når man så tilfældigt møder dem ugen efter, ved man ikke helt, om man skal hilse på dem.
Hvordan kom det til udtryk gennem landsholdet?
Vi fik genbekræftet vores værdier under EM 2020. Det havde vi brug for. Det er det, hændelsen gjorde for samfundet, for os som nation. Nu behøver vi ikke at sidde i rundkredsen, vi kan gå fra hinanden igen. Men en gang imellem har vi brug for at samles om bålet og kigge hinanden i øjnene og sige, det er det her, vi står for.
Adam Drewes (f. 1974) er forfatter. I 2021 udgav han langdigtet ‘Kim Larsen?’ (Cris & Guldmann). En bog, der udelukkende består af spørgsmål og som bruger denafdøde folkesanger som omdrejningspunkt for en undersøgelse af nutidens fællesskabsfølelse. Med ‘Christian Eriksens fald’ (Forlaget Kronstork) tager han den undersøgelse til nye højder, når han kaster lys over voresfællesskabsfølelse, som den blev italesat i en mediebegivenhed, der efter sigende samlede nationen.
Køb ‘Christian Eriksens fald’ her!
»Han er et rent stykke papir. Og det er selvfølgelig lidt frækt at sige det, for det er han jo ikke, han er et menneske af kød og blod. Men hvis man ser på Christian Eriksen som en karakter i en film, så er han en meget undseelig type – en kontorist, der ordner sine ting og er virkelig god til at få noget fra hånden.«
»Nu behøver vi ikke at sidde i rundkredsen, vi kan gå fra hinanden igen. Men en gang imellem har vi brug for at samles om bålet og kigge hinanden i øjnene og sige, det er det her, vi står for.«
© 2024 MÅL